Kollektion: Ronald Hofman

Ronald Hofman (1967) har én altovervejende inspirationskilde: Japan, dets kunst og dets kultur.

Jeg har i modsætning til Ronald ikke besøgt Japan, så mit kendskab til landet bygger på andre ting. På et, tør jeg side, ret indgående kendskab til Hokusai og Hiroshihes kunst. Til Haruki Murakamis romaner (som jeg har gennemlæst alle som én). Til film som Sofia Coppolas glimrende ”Lost in Translation”. Til moderne kunstnere som Chiharu Shiota, Yayoi Kusama og Mariko Mori. Til tv-dokumentaren ”Japan with Sue Perkins” og til Pokemon-tegnefilmene, som jeg så jeg med børnene, da de var små. Med andre ord: ikke et førstehåndskendskab, men nok til, at jeg forstår og kan se, at Japan har nogle træk, der adskiller sig væsentligt fra traditionel vestlig tankegang og æstetik.

Jeg genfinder rigtigt mange af disse træk i Ronald Hofmans værker. De helt specielle kompositionsprincipper med kraftige konturlinjer, manglende centralperspektiv, rene farver, kalligrafisk smukke bogstaver og skæve beskæringer af motivet.

Hvad angår indholdet, ser man en meget typisk blanding af finkulturelle referencer til netop gamle træsnit og til elementer fra den moderne massekultur: reklamer, filmplakater og tegneserier. En blanding, hvor motiver fra Hokusais og Hiroshiges superæstetiske værker mikses med amerikansk popkunst. Dette skal bare ikke forstås sådan, at de japanske elementer udelukkende står for det højkulturelle. Hokusai kunne både skildre Fuji-bjergets snedækkede top og lave dybt pornografiske billeder. At inddele noget i højt og lavt er mere en vestlig tradition.

Denne blanding af finkultur og masseunderholdning går igen i Ronald Hofmans billedverden. Samuraier møder manga-figurer, Hokusais bølge støder sammen med Godzilla, traditionelle gengivelser af drager ses side om side med Pokemon-væsener, og motivet fra det japanske flag, den opadgående sol, udfordres af Mickey Mouse.

Også selve materialerne er blandede og multikulturelle. Ronald Hofman bruger det traditionelle firkantede lærred, men maler også direkte på skateboards (han har en fortid som skater). Noget, der også her er med til at understrege og illustrere sammensatheden i den japanske kultur.

Ronald Hofman gør alt dette med en grafisk klarhed og en koloristisk præcision, der lever meget fint op til sine japanske forbilleder. Det er iøjnefaldende, det er indbydende, og det er dynamisk. Det er kort sagt rigtig godt.

Tom Jørgensen, kunstkritiker for Kunstavisen og Jyllands Posten